Når mennesket ikke møder kunsten
Menneskets forbindelse til kunsten og ånden er under pres i det senmoderne samfund. Her vil vi forsøge at skildre, hvorfor kunsten er så vigtig i vores tid.
Først vil vi se, hvordan sociologen Georg Simmel (1858-1918) kan hjælpe os til at skabe en sociologisk diagnose af det moderne menneskes åndelige krise. Han taler med begrebet ”kulturens tragedie” om, hvordan den objektive kultur (det ydre) vokser eksponentielt, mens den subjektive kultur (det indre) ikke kan følge med, hvilket fører til en følelse af fremmedgørelse. Simmel beskriver også, hvordan kunsten enten kan fungere som en kontrast til fremmedgørelsen eller forstærke den.
Dernæst vil vi se på hvordan Vasilij Kandinskys (1866-1944) og Hilma af Klint (1862-1944) som var samtidige, forsøgte at overvinde fremmedgørelsen ved at skabe en ny form for kunst, der udtrykker det indre, åndelige i en ellers mekaniseret verden.